Careers

Account Manager
Sylvester Hvid & Co. er Danmarks ældste reklamebureau stiftet i 1899. Vi udvikler kreative løsninger på forretningsmæssige udfordringer og arbejder integreret med branding, reklame, design og kommunikation.
Om stillingen
Vi søger en udadvendt, resultatorienteret og struktureret Account Manager, der med afsæt i forretningsforståelse, projektledelse og kommunikationsmæssige kompetencer kan varetage en portefølje af stærke, internationale B2B brands og drive udviklingen af deres marketingaktiviteter.
Dine arbejdsopgaver
Du brænder for kundekontakt, kundeservice, rådgivning og projektledelse.
Du varetager din egen kundeportefølje – og er ansvarlig for økonomien i den – gennem daglig projektledelse og rådgivning. Du leder bureauets kreative team ved udviklingen af kreative løsninger og kampagner, og du koordinerer med samarbejdspartnere og leverandører, herunder trykkerier, mediebureauer og medier. Du jonglerer med briefings, budgetter og projektplaner. Og du følger op, rapporterer og fakturerer.
Du indgår i bureauets kontaktgruppe og har adgang til faglig sparring med erfarne konsulenter og account managers.
Din profil
Du har erfaring fra reklamebureau eller marketingafdeling med projektledelse og håndtering af større budgetter. Du er resultatorienteret, ambitiøs og arbejder selvstændigt. Du er struktureret og pligtopfyldende, og du elsker at have ’orden i penalhuset’. Du har gode kommunikationsevner både verbalt og skriftligt. Du er nysgerrig, god til at tilegne dig ny viden og tager gerne imod en ny udfordring. Din marketing værktøjskasse er opdateret, og du drømmer om at bruge dine kvalifikationer i en organisation, hvor du kan gøre en forskel.
Vi tilbyder
Vi tilbyder en dynamisk og alsidig hverdag i Danmarks ældste reklamebureau. Vores ambitioner er lige så store, som vores historie er lang, og du får en nøglerolle i en velkonsolideret virksomhed med gode udviklings- og karrieremuligheder.
Vi er en flok kreative mennesker, der brænder for det, vi laver – og som insisterer på at have det sjovt imens. Du vil blive honoreret med løn efter kvalifikationer og en bonuspakke.
Send din ansøgning til jobs@shc.dk.
Skynd dig – vi mangler dig allerede. Eventuelle spørgsmål kan rettes til Adm. Direktør Kenneth Hansen på kh@shc.dk.